Hvad er en “Kinable”?



HALLØJSA, tænker du måske, når du på det store internet falder over en ble til 15 kroner, der ligner en tro kopi af de bleer man kan købe hos Ko og Ko  – men til en noget anden pris. Måske er mønstrene udenpå endda det samme. Hvor strengt, tænker du måske. Før du trykker “KØB”, så synes jeg lige at du skal bruge fem minutter på at læse hvad jeg har på hjerte – her får du nemlig en viden om hvilken vare det egentlig er du sidder og føler dig heldig over at have fundet.

Først og fremmest vil jeg gerne dele nogle kolde facts med dig, omkring bleer og priser. For der er skam en god forklaring på ovenstående, og den er – som du måske allerede har regnet ud – ikke at jeg sidder og indkasserer det tidobbelte per ble jeg sælger 🙂 Bleer kan nemlig laves til lige præcis den pris, forbrugerne er villig til at betale. Det er kun os forhandlere der, sammen med dig som forbruger, kan sætte nogle mindstekrav for hvornår en ble er god nok. Og der vil altid(!) være nogle problematikker forbundet med varer du kan købe “næsten gratis” – tingene koster penge af en årsag.

 

Hvad er en Kinable?

For en stofble er ikke bare en stofble, det må jeg slå en streg under. Jovist, en “kinable” er stadig en ble, den kan bruges som sådan og den er lavet af stof. Her stopper sammenligningsgrundlaget så også, mere eller mindre. Hvis vi starter med det nære, helt hjemme på dit puslebord, så har du ikke en jordisk chance for at vide hvad kinableen, du griber ud efter egentlig består af.

 

Og hvad er så det uhyggelige ved ikke lige at vide hvad stofbleen er lavet af? Det er et problem, fordi mange vælger moderne stofbleer, netop fordi de gerne vil undgå en masse skidt kemi mod deres barns hud, de cirka 24 timer i døgnet bleen har kontakt med barnet. Helt modsat dette ønske, har vi ting som blødgørere, flammehæmmere eller hormonforstyrrende stoffer, det kan man finde i noget legetøj, børnetøj og sengetøj. Disse ting er ligesom stofbleer lavet af plast eller tekstil, og der er ingen grund til at tro at der ikke er anvendt “skidt kemi” i en stofble, med mindre du bliver lovet andet. Og det er jo ikke meningen med stofbleerne!

Nogen argumenterer for at tingene bliver vasket ud med tiden. Men mens du vasker bleen – og samvittigheden overfor dit barns hud – ren, hvad sker der så med alt det “kemiskidt” fra bleen, du leder ud i vores fælles miljø, med spildevandet? Endnu et spørgsmål jeg ikke kan svare på, men jeg tænker at tvivlen bør komme vores miljø til gode. Jeg kan ikke afgøre, om den Kinable du kigger på indeholder ovenstående. Men der er heller ingen der kan love dig at den er fri for skadelig kemi. Det er en garanti du kun kan få ved at bruge forhandlere og mærker, der stiller krav til bleens indhold. For at komme med en sammenligning udenfor stofble-universet: Du køber formentlig heller ikke dit hakkede oksekød, din babyshampoo eller barnevognsmadras hjem fra kina i en stor beholder uden dato, indhold eller kontrolmærkninger. Disse instanser er til for miljøet, for din og for dit barns sikkerhed – for at du som forbruger træffer et oplyst valg om hvor du vil bruge dine penge.

 

En anden ting som de fleste forældre kan sætte sig ind i, er hvordan de har det med børnearbejde. Kina er ikke kendt for at være et land med gode arbejdsforhold og ting som mindsteløn, barselsret og minimumsalder for de arbejdende, er noget den kinesiske medarbejder i langt de fleste tilfælde kun kan drømme om. Blefabrikanter med gode medarbejderforhold er der så rigeligt af – men ikke hvis bleen kun må ende med at koste en flad 10’er. Der er endda en del mærker der produceres lige om hjørnet, nogle endda indenfor EU. Fx syes Petit Lulu i Tjekkiet, Tots Bots er syet i Skotland og Popolini er syet i Ungarn.

 

Sidst, men ikke mindst har mange valgt stofbleer, for at undgå at producere gigantiske mængder affald. Et rigtig fornuftigt valg, det giver mening for miljøet. Det giver bare knapt så meget mening, hvis der i produktionen af bleerne ikke bliver taget miljøhensyn. Hvis der bliver brugt giftige kemikalier, som fabrikken leder ud i vandet eller hvis bleen består af materialer der rimer mere på plastic end stof. Afsluttes denne “rejse” endda med at der udledes unødvendigt meget co2 oveni, når bleen skal sendes helt fra Kina til Danmark, for at ende på numsen af dit barn – så kan man spørge sig selv hvor miljørigtige ens stofbleer egentlig er. Et sidste argument i denne sammenhæng, er at køber du kvalitet, så holder det bare længere. Selvom det ikke er sikkert at det bliver det samme i kroner og øre for dig, så går det altså bedre i tråd med genbrugsfilosofien at købe én portion kvalitetsbleer og bruge dem til flere børn, end at skifte det hele ud 2-3-4 gange i løbet af dine børns bleperiode fordi der er brugt billige materialer og det er for dyrt og besværligt at reklamere.

 

“Men prisen frister mig stadig…”

Okay, okay, tænker du måske. Men jeg er altså ikke millionær. Og jeg kender skam udmærket til problematikken: Rigtig mange vælger stofbleer på grund af de økonomiske fordele, og det giver da også god mening. Men hør nu:

Det er slet ikke meningen at stofbleer kun skal være for de rige.  Ved at bruge stofbleer fremfor engangsbleer sparer du i forvejen omkring 4000 kroner på en bleperiode. Og endnu mere er sparet hvis du genbruger dine bleer til næste barn eller bruger nogle billigere løsninger end “standardløsningerne” 🙂

 

Du vil hos ko og ko finde mærker der kan erhverves for relativt små penge. Jeg rådgiver også glædeligt til de mere oldschool løsninger  som måske ikke er det du normalt forstår som “moderne” stofbleer – til gengæld er de i dén grad økonomiske – og ofte også økologiske. Et andet økonomisk tip er at se på pakkeløsninger, det giver gode rabatter hvis man køber større pakker. Rabat er der også rigeligt af når der er fødselsdag hos Ko og Ko, Black Friday, Real Nappy Week eller andre udsalg. Jeg får gode priser fra producenterne i den anledning og dem giver jeg videre til jer, følg med på facebooksiden og i nyhedsbrevet, så går du ikke glip af et knaldtilbud.

 

Et andet aspekt er også ophavsrettigheder. For de fine mønstre du finder uden på “kinableen” er sommetider så godt som identiske med “kendte” mærker som BumGenius, Blümchen og GroVia. Mønstrene er opfundet, betalt for og kreeret af mennesker der har lagt kræfter i lige netop dét. Der er bare noget uretfærdigt over når virksomheder bliver kopieret og bestjålet for noget de selv har udviklet. Når du køber fra et anerkendt stofblemærke, kan du være sikker på at de ejer deres egne mønstre.

 

Stofbleernes lange livscyklus

Og nu vi taler om at spare penge, har jeg slet ikke beskæftiget mig med at de penge du placerer i din stofblebeholdning jo kun er en “pant”. Du kan få en stor del af pengene igen. Handler du et af de mest populære mærker, passer godt på dine bleer med korrekt opbevaring, vask og tørring (læs mere om det HER) og sælger du mens de er populære, kan du sagtens få det halve igen. Fortryder du dit køb efter kort tid, eller vil du hellere prøve nogle andre, kan du somme tider være heldig at sælge bleerne brugt med et meget lille nedslag. Brugtmarkedet er dog også baseret på udbud og efterspørgsel, så jeg kan ingen garantier give for hvad der lige vil sælge godt. Dog er det, modsat for eksempel tøj og sko, ret usædvanligt at have “reelle penge til gode” i børnetilbehør. Men når det er sagt: Aller mest økonomisk er det at få flere børn, gerne 2-3 stykker i alt og genbruge sine egne bleer på dem 😉

 

Noget der også er med til at give stofbleerne et langt liv, på op til flere børnenumser er selvfølgelig valget af materialer – Naturligvis får man ikke den samme kvalitet for 15 kroner som for 150 kroner. En anden ting der gør det let at give bleerne et “ekstra liv”, er at man ved hvad man får. Når du køber bleer fra et anerkendt mærke, er det også din garanti for at pasformen er den samme – hver gang. Har du en TotsBots Easyfit STAR ble, så har du måske taget som en selvfølge, er at pasformen er den samme når du køber den næste Tots Bots STAR-ble, enten brugt eller fra ny. Det er ikke tilfældet for “kinableer”, og det gør det sværere at vide om den næste ble du køber fra Kina vil sidde på samme måde, som den du måske har i forvejen og i sidste ende er det noget der skaber mange fejlkøb. Så er der det helt lavpraktiske, der handler om muligheden for at kontakte leverandøren hvis du oplever problemer: Ting som ødelagte knapper eller en skævt syet elastik, er noget du kan reklamere over hvis du køber fra et anerkendt mærke.

 

En ting der afgør om man gider gemme en bestemt stofble til sit næste barn, er om den fungerer. Sugeevnen i indlæggene til mange “kinableer” skulle efter sigende grænse til det ligegyldige, og det er bare aldrig sjovt at skulle ud for at købe “reservedele” som det første.

 

Er alt “made in china” lige skidt?

Med denne forklaring håber jeg du har fået en forståelse af hvorfor Ko og Ko er så skrappe med kravene til stofbleer, og hvorfor de billige “kinableer” ikke er noget du kan købe her. Jeg vil gerne afslutte med at fortælle lidt om de varer, der på den ene eller anden måde falder ind under den kategori, at de er syet i Kina, men som alligevel ikke helt hører hjemme der. Eftersom nogle bleer altså bare er super populære i de danske stofblehjem, og som ikke bare lige kan udskiftes af et alternativ, er det klart at jeg gerne vil kunne tilbyde jer dem. Dog stiller jeg altid nogle krav til producenterne – Kvaliteten skal være i orden. Hvis bleerne ikke holder sig pæne i brug, hvis de ikke fungerer i praksis eller hvis jeg synes de er forkerte i størrelse, farve eller bare ligner noget gratværk, så kommer det ikke igennem luppen. Alt er prøvet i brug, både herhjemme og hos Ko og Ko’s testere.

 

For at nuancere dette blogindlæg, og indrømme at verden aldrig er sort/hvid, vil jeg komme med et par eksempler på bleer der laves i Kina, men som har nogle helt andre garantier for både, arbejdsforhold og kvalitet, og som jeg kan stå inde for.

  • Babykicks formsyede bleer samt lommebleer , med indlæg af økologisk af bomuld og hamp, laves i Kina, resten i USA.
  • GroVia er en ble der virker for mange børn, det er kvalitetsbleer som både fås som AIO og AI2, med super fit og de smukkeste prints.
  • Imagine har nogle fantastiske bud på bleer til børn, der falder udenfor størrelse-standard. Både i nyfødt-størrelse og ekstra large.
  • Og så er der Blümchen der er superøkonomiske, laver alt fra trusseindlæg, vaskeklude, formsyede, ai2, aio og lommebleer – desuden kan man nu få Blümchen produkter med økologisk EU-certificeret bomuld*.

 

Ovenstående mærker produceres altså i Kina, men under nogle helt andre standarder end de billige “Kinableer”. Økologiske materialer, god pasform og smarte løsninger, uden at det går ud over hverken kvalitet eller arbejdsforhold. Det er noget jeg gerne vil støtte.

 

Især fordi at en del af min filosofi er, at med en masse gode løsninger på menukortet i Danmark, vil flere forældre få succes med at bruge stofbleer. Med flere brugere følger et endnu bredere udvalg. I sidste ende håber jeg på en bedre overordnet kvalitet i både produktionsforhold og bleer. Så hop med på vognen – du er her jo allerede hvis du bruger stofbleer. Men vi kan gøre det endnu bedre, hvis vi stiller nogle krav til hvilke stofbleer vi vil bruge – og hvilke vi ikke vil støtte.

 

*Der dog er syet i Pakistan.

 


Skriv en kommentar